Rideskolen

Vi tager nye elever ind fra de er 6-7 år. I hverdagene undervises tre hold, dvs. fra kl. 16.00 - 19.00 (fredag 15.30 - 18.30). Lørdag undervises fra kl. 9.00 - 12.30. Lige nu er der ikke lang ventetid på at begynde. Lørdage 11.00 - 12.00 oprettes et hold for begyndere.

I starten må man som forældrer regne med at skulle hjælpe eget barn med at strigle, sadle op og trække hesten til eleven kan selv. Læs mere nedenunder. 

Vi tager desværre ikke personer ind der vejer mere end 85 kg. Årsagen er, at vi ikke har heste til alt for tunge ryttere. Man skal være medlem af klubben for at modtage undervisning eller bruge klubbens faciliteter.

Årligt klubkontingent
Junior under 18 år: 475 kr. 
Senior over 18 år:  525 kr.
Klubkontingent opkræves i januar og gælder hele kalenderåret. BEMÆRK: Afregningsreglerne med Dansk Rideforbund er ændret således, at klubben betaler fuld kontingent pr. medlem til Rideforbundet uanset hvilken tid på året man melder sig ind. Hvor vi tidligere opkrævede halvt klubkontingent  hvis man meldte sig ind hos os sidste halvdel af året, er vi nu nødsaget til at opkræve et helt årskontingent selv om man melder sig ind sidst på året.  Vi afregner nemlig samme beløb til DRF pr. medlem uanset hvad.

Hvad koster det?
1 lektion om ugen: 345 kr. om måneden (ikke handicapridning). Juli er fritaget for betaling, da hestene har ferie.

Holdene
Vi har undervisning på alle niveauer: Begynder, letøvet og øvet. Undervisningen er afvekslende, så eleverne får lært forskelligt, f.eks. pony games med slalom, balanceøvelser og heste-fodbold. Andre gange rides der uden sadel, så eleverne lærer at holde balancen. På de mere øvede hold er der af og til let springtræning. I godt vejr skridter holdene ofte en tur i Hedeland og bader måske med hestene i kanten af søerne.

Kan man ikke komme til sin undervisning, må man meget gerne give besked, f.eks ved at sende en sms til underviseren. Se under menupunt Undervisere til venstre.

I rideskoletiden må der være op til 8 ryttere ialt på banen i det store ridehus. Det betyder, at er der 5 rideskoleelever på banen kan der være 3 privatryttere yderligere.  Rideskoleleverne har fortrinsret forstået således, at der gensidigt skal tages hensyn, men underviserne har ret til at bede privatryttere der forstyrrer unødigt om at forlade banen.

- læs her inden du melder dit barn til ridning
Vi forudsætter, at forældrene til de mindste elever deltager. Dvs. hjælper med at ordne og sadle hesten op hvis ikke der er en passerpige i nærheden, og at de trækker deres barn hvis der er behov for det. Vi har ikke har kapacitet til at stille trækkere til rådighed i alle begynderlektioner.

For at vedligeholde ridehusbunden er det vigtigt at hestepærerne samles op med det samme. Derfor bedes man som forældre samle op efter den hest ens barn rider på, da underviseren skal koncentrere sig om eleverne.  

Handicapundervisning
Vi kan tilbyde handicapundervisning en eftermiddag om ugen (torsdag 17.00 - 18.00) og lørdag formiddag. Undervisningen kan være en halv eller en hel lektion, dvs. 25 eller 50 minutter. På nogle af holdene er der kun en enkelt elev. Enkelte af de handicappede ryttere er så dygtige, at de kan ride sammen med de øvrige elever uden speciel hjælp. Vi har en rampe i ridehuset, så rytterne lettere kan komme op på hesten, men desværre ingen lift. Skal klubben stille med trækkere til eleverne, koster det ekstra, da vi skal aflønne trækkerne.

Halv lektion om ugen
Uden trækker: 330 kr. om måneden 
Med trækker: 370 kr. om måneden

Hel lektion om ugen
Uden trækker: 660 kr. om måneden 
Med trækker: 745 kr. om måneden

Prøvetimer og udlejning?
Vi hverken giver eller sælger prøvetimer, og heller ikke ture i Hedeland. Vi laver heller ikke arrangementer for polterabendselskaber eller lign.

Passerordningen
De dygtige rideskolelever kan blive passer på en rideskolehest. Som passer har man ansvaret for at kigge særligt efter en af hestene. Læs mere om hvilke opgaver passerne har her.

De kontaktpersoner der tager sig af passerne, arrangerer særlige passerdage hvor der f.eks. undervises i hesten anatomi og pleje, vi pudser sadler og hovedtøj eller gør noget ekstra for rideskolehestene. Til jul og fastelavn laver vi optog hvor passerne rider med, og to gange årligt laver vi rideskolestævne for eleverne. I august plejer vi at arrangere ridelejr for passerne og så mange rideskoleelever, der er plads til.

Der er adgang til rideskolestalden fra 15.15 på hverdagene, og 8.30 lørdag. Søndag holder rideskolehestene fri, så der ser vi gerne at de får lov at være i fred.

Aflysning af undervisningen
Må vi aflyse undervisningen grundet syge eller skadede heste eller fordi underviseren er syg, forsøger vi at give besked i så god tid som muligt - hvis vi altså kan komme i kontakt med eleven eller en forældrer. Sørg derfor for at vi har et brugbart mobiltelefonnummer. Vi yder erstatningstimer hvis det kan lade sig gøre uden at belaste hestene ekstra. Vi håber på jeres forståelse for, at heste er levende væsener der ikke kan arbejde hvis de er syge eller skadede. 

Hent velkomstfolder til nye rideskolelever her             

 

 Siden er opdateret af Liselotte Petersen den 29-08-2010 21:54:35

Hedehusgårdens Rideklub - Brandhøjgårdsvej 2 - 2640 Hedehusene - Telefon 46 56 03 19