Ny ridehal - nye muligheder 
Det lykkedes til sidst....  Laughing Laughing Laughing Klubben har rejst midler til en længe savnet 20 x 60 ridehal.
Læs her om Projekt Ridehal, der var undervejs i 5 år:

Hedehusgårdens Rideklubs gamle ridehus er en ombygget lade uden vinduer på 12 x 36 m. I det mindste er der ikke er stolper midt ned gennem banen mere, men ridehuset er utidssvarende og alt for småt og mørkt. Klubben har sukket efter en ridehal de sidste mange år, og der har tidligere været gjort et par forsøg på at finde penge til en hal. Arbejdet er hver gang strandet efter en tid, men et tidligere ridehusudvalg fik dog udpeget et byggefelt i lokalplanen af 1993. En egentlig byggetilladelse blev der adrig givet.

Hvorfor en ny hal og hvad har vi gjort?
2004 blev et nyt ridehalsudvalg dannet. Vi ser en ny ridehal som en forudsætning for at udvikle og udvide klubben, både undervisningsmæssigt og sportsligt. En ridehal af en ordenlig størrelse (20 x 60 meter) vil åbne for en række aktiviteter, der ikke kan lade sig gøre nu, og for plads til nye brugergrupper.

Før en egentlig ansøgning om støtte til en ridehal kunne komme på tale, har der været lagt et stort arbejde i at få et overblik over økonomien. En hal vil trække en del omkostninger med sig, som det har været vigtigt at få afdækket, ligesom regnskab og budget skulle trimmes. Det blev 2005 og 2006 bl.a. brugt til, sideløbende med møder med forvaltningen om hvordan kommunen (først og fremmest Folkeoplysningsudvalget) kunne inddrages, og hvilke kommunale og statslige fonde og puljer der kunne søges.

På baggrund af det nuværende ridehusudvalgs projektbeskrivelse bevilgede Folkeoplysningsudvalget i Høje-Taastrup Kommune 300.000 kr. til projektet. Sidst i 2007 satte Høje-Taastrup Kommunes Byråd yderligere 500.000 af på budget 2008, så den samlede kommunale støtte udgør 800.000 kr.

Klubbens ridehalsudvalg indhentede 3 tilbud fra forskellige halbyggerfirmaer, og udvalgte et fima at gå videre med. Sideløbende behandlede Teknisk Forvaltning byggeansøgningen.

Der skulle rejses en del penge til hallen - ca. 2,3 mio. - så ud over de 800.000 kr. fra kommunen, blev forskellige låne- og støttemuligheder afsøgt. Udvalget udarbejdede en såkaldt 'sponsorpakke' der blev uddelt til alle lokale forretninger og virksomheder, som vi tilbød at indgå i et samarbejde med. 

En virksomhed kan indgå aftale om tre forskellige typer sponsorat med differentieret pris, varighed og indhold (Guld, Sølv eller Bronzesponsorat). Sponsorpakken med udførlig projektbeskrivelse blev også sendt til en stribe store fonde og puljer - i alt ca. 50. 

Høje Taastrup Kommnue gav byggetilladelse september 2008. Projektet blev behandlet af kommunens jurister i løbet af 2009, og de sidste brikker angående lejekontrakten faldt på plads. Derfor kunne vi sidst i juli indgå låneaftale med Nordea om 1 million kr., der sammen med den kommunale støtte og de penge vi selv har løbet sammen, rakte til en færdig hal. 

Byggeriet gik i gang, og tirsdag d. 27. oktober 2009 kl. 15.00 var der rejsegilde. Vi fik besøg af mange af vores gode samarbejdspartnere, venner og naboer til pølser og fadøl. Borgmester Michael Ziegler kom og holdt en tale for os og fik en ridetur på Nelly.

Hallen var færdig som planlagt uge 50, og blev indviet af vores medlemmer lørdag d. 12. december 2009. Lørdag d. 13. februar 2010 kunne vi endeligt holde det længe ventede indvielsesstævne for rideskoleeleverne, deres forældre og alle de samarbejdsparter der lagde vejen forbi.

 Siden er opdateret af Liselotte Petersen den 01-06-2010 16:21:00

Hedehusgårdens Rideklub - Brandhøjgårdsvej 2 - 2640 Hedehusene - Telefon 46 56 03 19